Kan du huske dengang…?
Du hører sikkert ofte det spørgsmål, og som bekendt hænger nogle ting ved, mens andre ikke gør. Ikke sandt?
Begivenhedsrige øjeblikke som et barns fødsel eller tabet af én, vi elsker, husker vi i mange år efter. Til gengæld forsvinder mindet om, hvad vi spiste til aftensmad, eller en samtale, vi har haft, ofte efter få dage.
Forskning viser, at følelsesmæssigt betydningsfulde begivenheder styrker de forbindelser i hjernen, som opbevarer vores minder. Det betyder samtidig, at vigtige begivenheder fungerer som en slags lim, der også fastholder ellers trivielle oplevelser i vores hukommelse.
For eksempel kan en middag eller samtale, der normalt ville gå i glemmebogen, forblive klar i erindringen, hvis den fandt sted samtidig med en livsændrende begivenhed såsom et barns fødsel.
Denne funktion har historisk set været afgørende for vores overlevelse, da den gjorde det muligt for vores forfædre at huske vigtige detaljer om adgang til føde eller livstruende farer.
Men ikke alle minder har samme betydning. Nogle varer hele livet, mens andre forsvinder, kort efter de er sket. Hvorfor - og måske endnu vigtigere - hvordan?
Det var spørgsmålet, der motiverede mine kolleger og mig til at gennemføre en undersøgelse med musemodeller, hvis hjernefunktioner minder meget om menneskets.
Vores resultater giver nye indsigter i, hvad der præcis sker i hjernen, når vores hukommelse dannes, og kan forklare, hvorfor vi husker nogle ting, men ikke andre.
Som hjerneforsker har jeg altid været fascineret af, hvordan hukommelse og læring fungerer.
Hukommelse er med til at forme vores personlighed og giver os en evne til at forstå nutiden og forudse fremtiden. Den påvirker vores beslutninger og handlinger, men den kan også svigte os - vi glemmer fødselsdage eller navne på bekendte, mens begivenheder, der skete for mange år siden, står lysende klare.
Gennem min forskning undersøger jeg, hvordan hukommelse fungerer på celleniveau. Jeg studerer, hvordan hjerneceller kommunikerer og forandrer sig, når hukommelsen dannes.
Før vi går i dybden med forskningen, vil jeg forklare nogle af de udtryk, der ofte bruges i hjerneforskning.
Cellerne i hjernen hedder neuroner. De forbindes med hinanden via det, vi kalder synapser. Synapserne virker som kommunikationskanaler, der gør det muligt for neuroner at sende og modtage information fra andre neuroner. En neuron kan have op til hundredtusinder af synapser.
Forskere er enige om, at vores minder dannes (og glemmes), ved at styrken af synapserne ændres. Dette kaldes også 'synaptisk plasticitet'. Man kan øge eller mindske synaptisk plasticitet mellem neuroner på to måder: Ved at ændre antallet af synapser eller ved at gøre synapserne større eller mindre.
Du kan sammenligne det med transporten mellem to lande. Den kan øges ved at tilføje flere grænseovergange mellem landene eller ved at gøre overgangene bredere, så flere biler kan passere på samme tid.
Tilbage til vores forskning. Vi designede to typer oplevelser for mus:
Én, som var triviel
Én med følelsesmæssig betydning
Den første oplevelse, som var den trivielle eller svage, blev baseret på en metode kaldet pavloviansk konditionering, udviklet af den russiske forsker Ivan Pavlov.
Metoden handler om, hvordan vi kan lære at forbinde ting, der normalt ikke hænger sammen, ved at opleve dem samtidigt gentagne gange.
Pavlovs klassiske forsøg viste dette ved at give hunde mad, samtidigt med at han ringede med en klokke. I starten reagerede hundene kun på maden ved at begynde at savle, men efter gentagne forsøg begyndte de også at savle, bare de hørte klokken - selv når der ikke var mad.
Dette er et eksempel på, hvordan vi lærer - og dermed husker - gennem gentagelse.
I vores forsøg udsatte vi således musene for et neutralt signal, der blev fulgt af en fysisk stimulus i form af et svagt elektrisk stød. Vi gjorde stødet så svagt, at oplevelsen blev mindre ubehagelig.
Som resultat blev hukommelsen om denne oplevelse svag, og musene kunne ikke huske det d...
Show more
Show less
Feb 18 20254 mins
6 mins
1 min
7 mins
7 mins
8 mins
13 mins
2 mins