Ung kvinde med kristen baggrund begynder at læse litteraturvidenskab, men finder hurtigt ud af, at kendskabet til Bibelen og de kristne grundfortællinger er en hæmsko. I det akademiske miljø læses litteraturen feministisk, marxistisk eller med afsæt i såkaldt queer-teori. Den vesterlandske litteraturhistorie, som er badet i kristendom, opfattes som ekstremistisk.

I en nylig kronik i Kristeligt Dagblad beskriver stud.mag. Barbara Weile det faglige miljø på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Her oplever hun, at religion er en afvigelse, og at henvisninger til fortællinger, myter og symboler fra Bibelen, der engang blev opfattet som en fond for vesterlandsk litteratur, opfattes som irrelevante, hvis ikke ligefrem som som en abnormitet. Det undrer hende.

Det undrer også mig, og derfor har jeg inviteret hende i studiet til en snak om, hvorfor akademiske undervisere frygter kristendom. Hvad er det, der er så farligt ved at kende Bibelen? Og gør denne frygt sig gældende i et bredere kulturperspektiv?

Du kan læse Barbara Weiles kronik i Kristeligt Dagblad her. I kronikken skriver hun bl.a.:

"Der gik ikke længe. før jeg vidste, at der var noget galt ude på litteraturvidenskab. Jeg læste de kristne fortællinger ind i det meste af det, vi læste (...), undrede mig, stillede spørgsmål i den retning. Og så sad jeg hver gang tilbage med en stigende fornemmelse af, at der altid blev set lidt skævt til mig fra mine undervisereres side (...) Langsomt gik det op for mig, at der var nogle læsninger, der var mere legitime end andre. I et tilsyneladende frit fortolkningsrum var en perspektivering med afsæt i kristne motiver og fortællinger ikke en mulighed."

Ytringsfriheden er under pres, så de fire partier i den borgerlige opposition er gået samlet til kamp mod racismeparagraffen og vil have den afskaffet. Men kan man det uden at bryde med Danmarks såkaldte internationale forpligtelser? En jurist siger afgjort nej. Liberal Alliances retsordfører Steffen Larsen siger, det kan man godt. Steffen Larsen fra LA kalder i øvrigt kritikken fra J.D. Vance i hans tale i München for rigtig og velment og de voksende indskrænkningerne i ytringsfriheden for alvorlige.

Den amerikanske vicepræsident J.D. Vances tale i München krænker og sårer den europæiske beta-mand. Hans svar er vrede, fornægtelse og litervis af tårer. Slyngelstuen tænder mikrofonen for digteren Emil Salzer og modløberen Marianne Stidsen til en samtale om den moderne mand i en feminiseret tid.

Slyngelstuen får i dag besøg af digteren Emil Salzer og litterat og modløber Marianne Stidsen til en samtale om den europæiske mand, der er ved at gå til i følelser, gråd og krænkelsesparathed. Hvor blev hans traditionelle mandsmod af? Hvorfor står Christoph Heusgen, lederen af den meget omdiskuterede sikkerhedskonference I München, og flæber foran hundredevis af politikere, embedsfolk og medier?

Hvorfor kan den europæiske mand ikke længere håndtere, hvad landsmanden Thomas Mann kaldte "tilværelsens grundmagter" - krig, konflikt, forplantning, død, religion, kærlighed, venskab, biologi?

Det taler vi om uden filter - ligesom Emil Salzer fremfører et digt, som spejler den vrede, han har modtaget fra kvindelige læsere, der skælder ud på den "cis-kønnede" mand, fordi de mener, han er en led undertrykker.

Salzer giver også seks konkrete råd til, hvordan man bliver en bedre mand, som er i stand til at udskyde behovet for belønning - og dermed bliver i stand til at lykkes med ting.

Slyngelstuens medvirkende er gengangere og skiftende gæster. Hvad der forener dem, er deres mod, ubestikkelighed og intelligens. Lyt med og mød en anden vinkel, end den du plejer at blive udsat for i konsensusmedierne.